Aftale om teleforsyning til Pituffik Space Base

Billede: fra venstre: Tusass administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen, Inussuk A/S administrerende direktør Jeppe Bloch Steffensen, Tusass Bestyrelsesformand Ulrik Blidorf, Tusass Wholesaledirektør Flemming Drechsel

Inussuk A/S og Tusass har indgået en aftale, der sikrer Pituffiks forsyning med mobiltelefoni, internet og datatjenester, samt KNR radio og tv frem til 2033. Aftalen er indgået i forståelse med de grønlandske og amerikanske myndigheder, der varetager landenes samarbejde om Pituffik Space Base.

Aftalen omfatter dels at Tusass har etableret en midlertidig satellitforsyning til Pituffik via OneWeb, dels at Tusass og Inussuk A/S i fællesskab vil opføre en GreenSAT satellitjordstation i Pituffik i sommeren 2024. Dette vil fra efteråret give Pituffik større internetkapacitet og betyde at Tusass kan indføre flatrate internet til kunder i Pituffik, ligesom der nu er i alle andre bosteder i Grønland. Der vil således først når disse satellitanlæg er etableret ske en væsentlig forbedring i forhold til den service der er i Pituffik i dag.  

Med aftalen sikres det også, at Tusass fortsat kan drive og udvikle 4G-mobilnettet på basen, samt at KNR radio og tv-kanalerne vil kunne modtages, lige som i resten af Grønland.

Wholesaledirektør Flemming Drechsel, Tusass, udtaler: Det har været vigtigt for Tusass at kunne tilbyde Pituffik Space Base en moderne satellitløsning, mage til de antennestationer, som Tusass for egen regning har bygget i de seneste år i Østgrønland og Qaanaaq. Men det har også været vigtigt for os, at vores aktiviteter i Pituffik er økonomisk bæredygtige, og ikke går ud over vores øvrige kunder. Med den nye aftale er der sikret en fornuftig balance i tingene, og vi vil gøre vores bedste for at sikre Pituffiks teleforsyning i fremtiden.

Adm. direktør Jeppe Bloch Steffensen, Inussuk A/S, udtaler: Vi er glade for at kunne tilbyde vores medarbejdere og samarbejdspartnere i Pituffik en langsigtet sikkerhed for at mobil og internet på basen fortsat vil fungere, samt at der er adgang til grønlandsk radio og tv. Vi synes også at det er værdifuldt, at vi i denne aftale med Tusass har fået en troværdig grønlandsk leverandør med mange års erfaring i at levere teletjenester under de ekstreme arktiske betingelser i Pituffik, og at vi kan regne med, at Tusass vil prioritere det løbende vedligehold af basens teleforsyning og sikre hurtigst mulig fejlretning hvis der opstår tekniske problemer. Jeg ved også, at vores medarbejdere vil se frem til bedre internetprodukter, når vi til efteråret kan ibrugtage den nye satellitkapacitet.

Tusass er hele Grønlands udbyder af telefoni og internet, samt transportør af pakker og breve.

Hos Tusass forsøger vi at skabe de bedste kundeoplevelser, og stræber efter at være et stærkt aktiv, til gavn for det grønlandske samfund.

Tusass bringer verden tættere på os – og os tættere på hinanden.

Inussuk A/S har fået tildelt kontrakten for vedligehold og servicering af Pituffik Space Base pr. 1. oktober 2023. Inussuk A/S vil styrke inddragelsen af det grønlandske erhvervsliv i de opgaver der skal løses på basen, der blandt andet indbefatter ikke-sikker kommunikation og IT.  

Forrige
Forrige

Nu overtager Inussuk A/S vedligeholdelseskontrakten på Pituffik Space Base

Næste
Næste

Midsommer i Pituffik Space Base